Nyheder

Hvem er vi

Mastiffs historie
og racestandard

Kontakt os

Fotogalleri

Læs i min gæstebog
Skriv i min gæstebog

Siden på andre sprog

Mastiffens udseende og fysik.
Mastiffen bør være så stor som det er muligt. Men kun under forudsætning af, at knoglekraft og massivitet i krop og hoved følger med. Følgelig er en noget mindre, tung hund at foretrække frem for en højere og lettere. Ordet mastiff er beslægtet med ordene mægtig og massiv. Størrelsesforskellen kønnene imellem er forholdsvis stor. En lille tæve kan være på 68 cm over skulderen og veje ca. 60 kg uden at være for lille. En stor han kan komme op på over 85 cm og veje over 100 kg. En mastiff er heller ikke helt udvokset før den er ca. 3-4 år gammel.
Mastiffen bør have en ren sort skarpt afgrænset maske og sorte ører. Der findes 3 farvevarianter: fawn (dådyrfarvet), apricot (nøddebrun), brindle (tigerstribet).

Standard for mastiffen

Oprindelsesland: Storbritannien.

Helhedsindtryk: Hovedets omrids - i grove træk - virker firkantet, set fra alle vinkler. Bredde er meget ønskeligt; i forhold til hele hovedets længde som 2 til 3. Kroppen er massiv, bred, dyb og lang, kraftfuld bygget og anbragt på bredtstillede, rummeligt placerede ben. Muskulaturen er klart fremtrædende. Betydelig størrelse er et væsentlig ønskemål, når den er kompineret med kvalitet. Højde og substans er betydningsfulde elementer, men skal være proportionsmæssigt afstemt hinanden.

Karakteristiske træk: Stor, massiv, kraftfuld og harmonisk, med fast og sluttet bygning. En kombination af majestætisk værdighed og mod.

Temperament: Rolig, hengiven over for sin herre, men en kompetent vagthund.

Hoved: Skallen er bred mellem ørerne, og panden er flad, men med rynker, når hundens opmærksomhed er vakt. Øjenbrynsbuerne er let hævede. Muskulaturen i tindinger og kinder er veludviklet. Skallens tværsnit har form som en afrundet, lidt flad bue med en fordybning, der går over pandens midte fra midte mellem øjnene og halvvejs op til nakkekammen. Ansigt/næseparti er kort, bredt neden for øjnene og bevarer næsten denne bredde helt ud til næsen. Det virker afskåret, dvs. stumpet og brat afsluttet, således at der dannes en ret vinkel med næseryggen. Dybden er betydelig fra næsen til kæbens underkant. Underkæben er bred hele vejen ud. Set forfra er næsen bred, med bredt ansatte næsebor; set fra siden er den flad (ikke tilspidset eller opadvendt). Hvor overlæberne skilles, danner de stumpe vinkler med næsebruskens midterlinie og er let hængende for at give en firkantet profil. Længden af næsepartiet i forhold til hovedets fulde længde, er som 1 til 3. Næsepartiets omkreds (målt midtvejs mellem øjne og næse) forholder sig til hovedets omkreds (målt foran ørerne) som 3 til 5.

Øjne: Små og placeret lang fra hinanden, så deres afstand svarer til mindst størrelsen af to øjne. Stoppet mellem øjnene er godt markeret, men ikke brat. Øjenfarven er nøddebrun - jo mørkere, jo bedre og blinkhinderne må ikke kunne ses.

Ører: Små, føles tynde og bredt ansat på det højeste punkt af skallens sider, så de fortsætter linien tværs over skallens øverste del. De ligger fladt og tæt ind mod kinderne i hvilestilling.

Bid: Hjørnetænderne er sunde og kraftige og sidder langt fra hinanden. Fortænderne mødes i tangbid, eller de underste kan nå frem foran de øverste - dog aldrig så meget, at de kan ses ved lukket mund.

Hals: Let buet, moderat lang og meget muskuløs. Denne omkreds er ca. 2 1/2 - 5 cm. mindre end hovedets omkreds foran ørerne.

Forpart: Skulder og overarm let skråtstillede, svære og muskuløse. Forbenene er lige, stærke og bredt stillede med svære knogler. Albuerne er bredt ansatte, og mellemhånden er lodret.

Kropstykke: Brystet er bredt og dybt og rækker godt ned mellem forbenene. Ribbenene er buede og godt rundede; de bagerste er dybe og ansat godt tilbage mod hofterne. Brystomfanget måler 1/3 mere end skulderhøjden. Ryg og lænd er bred og muskuløse. Lænden er flad og meget bred hos tæven, let hvælvet hos hannen. Flankerne er meget dybe.

Bagpart: Bred, med brede muskuløse lår og veludviklede underlår. Haserne er vinklede og har stor indbyrdes afstand. De stilles med god bredde både i stand og skridtgang.

Poter: Store og runde med godt krummede tæer. Kløerne er sorte.

Hale: Højt ansat og når ned til haserne eller lidt længere. Den er bred ved roden og bliver gradvis tyndere udefter. I hvilestilling bæres den lige nedad, men når hunden opildnes, danner halen en bue med spidsen pegende opefter, dog ikke ind over ryggen.

Bevægelse: Kraftfuld og letflydende med god rækkevidde.

Pels: Kort og tæt tilliggende, men ikke alt for fin i strukturen over skuldre, hals og ryg.

Farve: Abrikos-fawn, Silver-fawn, fawn eller mørk fawn-brindle. For alle farver gælder, at næseparti, næse og ører, skal være sorte. Partiet omkring øjnene skal ligeledes være sort, og den sorte farve fortsætter opefter mellem øjnene.

Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.

Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede tekstikler i pungen.
 

Mastiffens historie:

Mastiffen er en meget gammel race, som stammer fra England. Man mener, at fønikerne bragte mastiffens forfædre til England, da de handlede tin der. Da Romerne invaderede England var der hunde af mastiff-typen, som Romerne så sendte til kamparenaer i Rom, hvor de skulle kæmpe i meget nøje afstemt styrkeforhold. Fire mastiffs mod én løve, tre mod én bjørn og to mod én gladiator.
Mastiffen var meget udbredt i middelalderen. I Edward d. III's regeringstid (fra år 1327) var det lov, at enhver landsby skulle have et bestemt antal mastiffs som vagthunde. Hundene blev holdt indendørs blandt kvinder og børn om dagen. Om aftenen blev de lukket ud for at kunne nedkæmpe dem, der vovede at nærme sig byen om natten.
Ved krigens udbrud i 1939 blev nogle mastiffs sendt til USA, andre blev aflivet fordi man simpelthen ikke kunne skaffe foder til dem. Efter anden verdenskrig var der kun 7 avlsdyr tilbage i England. Fra disse 7 samt nogle få importer fra USA og Canada, lykkedes det at få genopbygget en bestand, som i 1950 var på ca. 50 hunde. Siden er udviklingen gået jævnt fremad. I 1980 blev der registreret 316 mastiffs i England.

Af litteratur om Mastiffen anbefaler Kennel Milumas:
"The Complete Mastiff"
Af David Baxter